Som skrevet i indledningen har denne praktik været virkelig udviklende for mig.
Jeg gik til opgaven med en forventning om, at elever i 5. klasse er i stand til at reflektere, perspektivere og ikke mindst sidde stille og lytte, når der bliver talt, byde ind når de bliver spurgt og ikke mindst være lige så interesseret i kristendomskundskab, som jeg er.
Men sådan er verden ikke skruet sammen.
Elever i 5. klasse skal ikke udfordres intellektuelt i den grad, jeg ønskede. De skal kunne relatere indholdet i lektionen til deres eget liv, til deres egne oplevelser. Både indhold, arbejdsform og introduktion til emnet skal være helt klart og struktureret, og på et niveau hvor børnene umiddelbart kan forstå det.
Målet med undervisningen og vejen derhen skal ikke være uklar, men retning og forventninger skal forklares inden elevernes arbejde begynder.
Ydermere skal sproget i materialet de skal arbejde med være tilpasset aldersgruppen. Jeg havde til mine lektioner efter jul (disse er ikke en del af denne opgave) valgt nogle meget informative link på internettet, som desværre forvirrede 5.klasses eleverne mere end de gavnede. En sådan fejldisponering giver uro i klasser på mellemtrinet.
Det jeg har lært i denne praktik er, at hvis ikke materialet og min fremstilling af emnet er tilpasset aldersgruppen, så får ingen af os noget ud af timerne.
Børnene bliver urolige og synes, at undervisningen er ligegyldig, og jeg skal konstant bede om at få ro i klassen, hvilket jo i sagens natur er utilfredsstillende.
Konklusionen må derfor være, at indtil jeg kender mine elever, og indtil jeg har fået noget undervisningserfaring, bør jeg holde mig til det utal af gode lærebøger i kristendomskundskab, der findes på markedet.
Vælger jeg at tage børnene med i computerrummet, skal de have grundig instruktion i informationssøgning og kildekritik inden opstart, samt have information om relevante og alderssvarende link, eksempelvis www.religionsfaget.dk.
Alt i alt - en praktik at blive klog af. Selvom det var en på alle måder udfordrende praktik føler jeg mig bestemt bedre rustet til ansvaret som lærer og klasseleder efter sommerferien.
Sammentælling foretaget i Word:
Tegn med mellemrum i alt 12.491
Bilaget ikke inkluderet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar