I praksis vil jeg tage udgangspunkt i en meget vellykket lektion, jeg havde den 14. december. Jeg kunne også vælge at se på forløbet som helhed, men lige netop denne dag, kunne jeg godt tænke mig, blev udgangspunkt for mit fremtidige arbejde med kristendomskundskab på mellemtrinet. Hvilken aldersgruppe jeg må sande, at jeg fandt særlig svær at motivere. Ikke fordi de er specielt tweeny-agtige, men fordi jeg havde svært ved at ramme niveauet. Børnene virker jo ældre og i nogle sammenhænge mere fornuftige og reflekterende end de udviklingsmæssigt i virkeligheden er.
Det skal dertil siges, at nogle af børnene var meget modne, men i inklusionens hellige navn skal jeg jo også kunne favne og fagligt nå de børn, som ikke helt er på omgangshøjde - også uden at de fagligt stærke kommer til at kede sig og dermed uforvarrende forstyrrer undervisningen.
Min plan for undervisningen ovennævnte dato så ud som følger (planen kan også findes under fanebladet Religion 5.klasse):
Her henvises til fanebladet Religion 5. klasse fra min logbog – det skal opfattes som bilag til opgaven
Jeg har udover det faglige kristendomsstof arbejdet med min egen rolle som klasseleder.
I 5.V fandt jeg det særlig svært at få den fornødne ro i timerne, så jeg kunne gennemføre undervisningen på en fagligt forsvarlig måde.
Det var ikke kun mig der blev forstyrret af uroen. Jeg evaluerede situationen med eleverne og her er nogle af deres input:
-du skal tale højt
-være skrappere
-bare lave noget der var anderledes end det vi plejer
-sige"ti stille ellers skal du gå ned til Christian Borg (skoleleder) og få en snak med ham
-hvis en klasse er urolig skal du enten komme ind og være rigtig sjov eller skrap
- mindre svære emner, mere aktive i timerne
På 60% af svarkortene skriver eleverne at de gerne vil være aktive og på en lille håndfuld får jeg råd om at emnerne skal være lettere for dem at forstå.
Min praktiklærer havde også følgende gode råd til mig omkring det at få ro i klassen:
VIGTIGT AT OVERVEJE OMKRING RO:
Når en elev spontant siger noget til dig i løbet af undervisningen, skal du overveje, hvordan du vil tackle det.
-vil du svare på spørgsmålet/inddrage kommentaren selv om eleven ikke har fået ordet?
-vil du korrigere eleven i forhold til regler hver gang? nogle gang? når det er særligt slemt?
-vil du give eleven en chance for at få ordet "lovligt", ved at bede ham/hende om at markere ved håndsoprækning?
-hvis kommentaren leder væk fra den kerne, du vil koncentrere lektionen om, hvordan vil du så kunne spore elevens opmærksomhed hen imod dine mål? Kan du du anerkende kommentaren og bede om, at eleven koncentrerer sig om at følge emnet for dagen?
-hvordan kan du skabe anerkendelse og motivation for den mest forstyrrende elev?
-hvad er det vigtigste, dine elever skal tage med fra timerne med dig i forhold til gensidig respekt/anerkendelse/accept/motivation/interesse?
Min praktiklærers overvejelser vil jeg så absolut tage med mig videre i min lærergerning, men også børnenes tilbagemelding om aktiviteter og et fagligt niveau som passer til aldersgruppen vil være en del af min fremtidige planlægning.
Ved tre-partssamtalen blev jeg også af min egen religionslærer rådet til at overveje mit ordvalg, når jeg præsenterede emnerne for børnene.
Jeg var ikke selv klar over hvor upræcis, jeg i virkeligheden var. Det fik mig i en efterfølgende undervisningssituation til at være mere præcis i formuleringen af opgaven, samt at hæve stemmen, og ikke lade det i hverken ord eller handling være op til børnene, om de skulle følge min anvisning eller ej.
Som nogle af børnene i min evaluering skrev, blev jeg "mere skrap", det vil sige min tone blev ikke spørgende og anerkend-søgende (ved brug af det lille ord "ik" efter en sætning), men klar og præcis i formuleringen af opgaven til eleverne.
Det hjalp så absolut sammenholdt med, at jeg ikke lod mig forstyrre af en evigt afbrydenden elev på første række (eleven spurgte og kommenterede i stor udstrækning).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar