"Al god undervisning bygger på teori" sagde min dygtige engelsklærer Lilian Rohde. Dertil vil jeg så tilføje at den gode undervisning bør tilrettes og fortsættes med en evaluering af forløbet.
Evaluering er næsten opfattet som et "fy-ord" i den danske folkeskole, men for mig er det en nødvendighed for at kunne optimere min undervisning. Mange idéer ser fortrinlige ud på skrivebordet, men når de så folder sig ud i det multikulturelle klasseværelse, er situationen en anden.
Der skal rettes til, skiftes retning, involveres elever og meget andet.
Jeg har valgt at bruge hverdagsevaluering, dvs. løbende evaluering af forløbet. Denne form for observation og eftertanke giver mig den bedste mulighed for at tilrette min undervisning, så flest mulig får noget ud af timerne.
Derudover har jeg bedt eleverne om at skrive postkort med deres refleksion i forhold til skyld og uskyld i Syndefaldsmyten. I en sådan form for selvevaluering får børnene vendt deres tanker og reflekteret over, om de egentlig har forstået mytens budskab.
Ved min planlagte Stand up - Hand up kunne slutevaluering implementeres.
Ved udlevering af ark med spørgsmål til emnet, og opgaven at finde en klassekammerater, som kunne svare på spørgsmålene, kunne en efterfølgende dialog på klassen kortlægge, om intake er lig med input (Færch, Claus).
En tilsvarende aktivitet, blot med bytte af nøgleordskort og forklaring af nøgleordene, ville give et lignende billede af, om børnene havde fået noget ud af undervisningen i et givent emne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar